I dag er jeg 22 år og jeg kommer fra Vejle. Jeg er den yngste i en søskendeflok på tre, og siden jeg kan huske, har vi hvert år holdt sommerferie i Italien sammen med vores mor og far. Destinationen skyldes uden tvivl min mors kærlighed til det italienske. Jeg plejer at sige, at hun er halv italiener, og selvom jeg godt ved, at det ikke er sandt, kan jeg nogle gange blive i tvivl om hun egentlig er det eller ej. Som 19-årig tog hun til Gardasøen for at arbejde på et hotel, og i dag tager hun ofte turen dertil og tilbringer weekenden i sin lille ferielejlighed, der ligger på nabogaden til samme hotel, hun arbejdede på for 35 år siden. Her ses hun med de samme venskaber hun fik dengang. Det har været inspirerende for mig at høre hende fortælle historier om hendes ophold i Italien, og for to år siden tog hun mine brødre og mig med dertil for at vise os hvor hun havde boet og arbejdet som ung. Og det var der jeg vidste at jeg skulle prøve det samme.

Med to storebrødre, der henholdsvis er to og tre år ældre end mig, har jeg hele mit liv haft mulighed for at se tingene lidt an, lade dem tale først og få en forsmag på, hvad der ventede mig forude. Jeg har meget til fælles med dem, og selvom vi også har fået hver vores oplevelser med på vejen, er mange af mine sket i deres fodspor. Jeg har haft samme fritidsjob, gået på samme efterskole, taget en sæson som skiinstruktør ligesom min ældste bror og endda gået på hver deres gymnasie og skiftet fra HHX til STX. Selvom disse oplevelser har været mine egne, har det været svært ikke at sammenligne dem med deres, som i mine øjne har været perfekte. I de senere år har det fået mig til at tvivle på min selvstændighed og givet mig lyst til at gøre noget, jeg ved, jeg ikke bare gør, fordi mine brødre har gjort det. Jeg vil gå min egen vej.


At være den yngste har givet mig en ro og en forsigtighed, der både er mine styrker og mine udfordringer. Jeg har svært ved at turde vise, hvem jeg er, overfor nye mennesker, og det har især på efterskole og i gymnasietiden gjort det svært for mig at danne nye relationer. Så hvorfor i alverden tænker man, at det nok godt kan lade sig gøre i et andet land med en fremmed kultur og på et sprog, man ikke forstår? Det spekulerer jeg stadigvæk på. Jeg tror, det handler om, at jeg havde brug for at gøre noget, jeg ikke troede, jeg turde. Noget, jeg ikke engang selv havde set komme.


Min rejse til Italien blev første gang, jeg for alvor gik en anden vej end mine storebrødre, og er noget af det modigste, jeg nogensinde har gjort. Jeg kastede mig ud i noget, jeg egentlig ikke turde, og mit hoved var fyldt med bekymringer om, hvordan det mon ville gå. Om det ville lykkes mig at finde nye venner, og om jeg overhovedet havde en chance for at lære sproget. Men først og fremmest havde jeg lyst til at opleve Italien. Jeg havde lyst til at lære både sproget og kulturen at kende, og det holdte jeg fast i.


Når jeg i dag ser tilbage på opholdet, er jeg glad for, at jeg gjorde det. For jeg opdagede, at det faktisk lod sig gøre. I denne guide deler jeg mine erfaringer fra min sommer i Italien. Både hvordan jeg fandt arbejde og et sted at bo, hvad jeg tjente og brugte af penge, hvordan det var at skulle skabe en hverdag i et fremmed land og skabe italienske relationer. Det kan være du ligesom jeg gjorde, sidder med følelsen af at du ikke er typen der lige flytter alene afsted til et fremmed land. Men sandheden er at det er du, hvis du gør det, for jeg tror på, at det vi gør, gør os til dem vi er.